Omgivelser:

 

Lejligheden

 

Priser

 

Omgivelser

 

Badevand

 

Golf

 

Restauranter

 

Kavarna

 

Kap Kaliakra

 

Kamen Bryag

 

Dobrich

 

Varna

 

Balchick

 

Golden Sands

 

Natur

 

Kontakt

 

Links

 

Omgivelser:

 

Nærområdet bærer dels præg af, at være et gammelt fiskerleje med hyggelige gamle bygninger, dels af et virvar af helt eller delvist færdiggjorte lejlighedskomplekser. Desværre er det ikke alt sammen lige kønt at kigge på, men typisk for hele Bulgarien. En del af de gamle bygninger har noget fæstningsagtigt over sig, så der har sikkert været noget militær ind over på et tidspunkt.

 

 

 

 

Der foregår stadig en del fiskeri fra havnen, og der er næsten altid lystfiskere på molerne.

 

Hvis man går ad vejen til venstre fra Royal Cove kommer man hen forbi Korona Natklub, der er meget populær om sommeren. Bortset fra den øgede trafik til og fra stedet om aftenen, hører man ikke meget til det.

 

 

 

Fortsætter man, kommer man ud langs stranden og ender ved den yderste mole, hvor der ligger et lille fiskerleje og et par barer. En tur ud ad molen giver et smukt overblik over hele området.

 

 

 

Selve stranden er meget brugt af både lokalbefolkning og turister om sommeren. Ofte kommer hele skoleklasser ned for at bade og spille volleyball eller gøre gymnastik på stranden. De senere år har de renset stranden for sten og fyldt sand på, så det nu er en ganske indbydende badestrand. Hvis man gerne vil have lidt mere ro og helt rent badevand, kan man køre til Bolata. Mere om det under Badesteder.

 

 

 

Lige nedenfor Royal Cove ligger en stor parkeringsplads, hvor gæster til stranden og de lokale restauranter parkerer. Der er også en lille kiosk, hvor man kan købe de vigtigste fornødenheder.

 

Til venstre er der ved at blive opført et nyt hotel og bagved det ligger et gammelt faldefærdigt badehotel, der er lukket for længe siden. Vi håber, at det ny hotel bliver færdigt, og at de får fjernet eller renoveret det gamle badehotel. Det ville pynte på området.

 

Går man til højre langs stranden, kommer man forbi de smukke gamle bygninger, hvoraf en del er blevet renoveret med nænsom hånd. Længere fremme ligger flere små fiskerbåde og længst ude er der et støberi, hvor der laves bølgebrydere. Derfra kan man rigtigt betragte det imponerende syn af den næsten lodrette kalkstensvæg op til Cape Chirakman. Bemærk de mange fugle, der bor i huller i kalken.

 

 

 

Hvis man drejer til højre fra Royal Cove, går ned over bækken, højre om det gule hotelkompleks og bag om den store kornsilo kommer man ind på en hulvej, der fører op til toppen af Cape Chirakman. Det kan være lidt hårdt, at gå derop, men det er absolut besværet værd. På vejen op, er der glimrende udsyn over hele området og den skovklædte dal sydvest for Kavarna. Så snart man er oppe, deler vejen sig. Drejer man til venstre kommer man ud forbi nogle gamle forhistoriske ruiner fra en bebyggelse, der blev forladt, da dele af den styrtede i havet ved et jordskælv.

 

 

 

Helt ude på spidsen har man et fantastisk udsyn over hele området - men pas på! - der er meget langt ned, og der er ingen beskyttende rækværk.

 

 

 

Hvis man i stedet for at dreje til venstre på toppen fortsætter ligeud, kommer man ud på et imponerende plateau. Der er et utroligt rigt plante-, fugle- og insektliv, og i det tidlige forår er der masser af morkler. Man møder også masser af krybdyr - snoge, hygorme, skildpadder og firben. Se mere under Natur.

 

 

 

 

 

Fortsætter man derud af kommer man forbi nogle ensomt beliggende sommerhuse. De fleste af dem er forladte og forfaldne, men der er også nye og istandsatte huse imellem.

 

 

 

Vejen ender et par km fremme i landsbyen Bozhurets. En meget broget landsby med gamle, faldefærdige huse blandet med helt nye, renoverede boliger og lejlighedskomplekser. Husdyr og fjerkræ går løst omkring eller står tøjret i vejkanten.

 

 

 

En del huse er forladte, andre er beboet af fattige lokale, mens der bor velhavende folk i de nye huse og turister i lejlighedskomplekserne. En del af de nye huse er sikkert også ejet af udlændinge. Alt i alt en utroligt varieret og broget lille landsby.

 

 

 

Syd for landsbyen ligger den imponerende golfbane Thracian Cliffs. Læs mere om den og andre golfbaner under Golf, Hvis man går ned mod vandet til kanten af plateauet, har man et fantastisk overblik over hele banen.

 

Der er flere steder i landsbyen, man kan købe forfriskninger inden turen går tilbage mod lejligheden.

 

 

 

Hvis man går fra lejligheden, drejer op mod byen og holder sig i venstre side ad vejen, kan man tage første vej til venstre, gå hen til enden til kildevandsfabrikken Izvar på venstre hånd. Til højre for fabrikken går der en sti ind i skoven.

 

 

 

Det er muligt at følge stien ind gennem skoven og helt ud til den sydvestlige del af byen, hvor stadion ligger. I starten følger man en lille bæk. Stien kan være ret ufremkommelig, men på et tidspunkt når man frem til et mere åbent område, hvor man skal holde til højre og følge en lille smal sti opad mod byen.

 

 

 

Det er et smukt og varieret terræn med et rigt dyre- og fugleliv. Bestemt strabadserne værd.

 

 

 

Hvis man har ramt den rigtige rute, kommer man op til byen nær stadion, og man kan gå gennem byen og tilbage ned ad vejen mod stranden.

 

Stien er indtegnet på kortet her. Det er en tur på 5-6 km.

 

 

 

Hvis man fra lejligheden går op mod byen og holder sig i højre side af vejen, kan man dreje til højre op ad vejen mod Hotel Monaco. Man kommer forbi flere helt eller delvist færdige lejlighedskomplekser, passerer Hotel Monaco og ender på toppen, hvorfra der er en fantastisk udsigt over stranden og kystlinien.

 

 

Bortset fra det, er her ikke så meget at komme efter. Byens losseplads ligger lidt længere ude, og området bærer præg af, at der kører mange lastbiler til og fra lossepladsen. Det er muligt at følge vejen til venstre hen til byen. Først kommer man til noget slumlignende bebyggelse, hvor der bor sigøjnere, men hurtigt er man inde i et mere normalt beboelseskvarter. Hvis man ikke bryder sig om løse hunde, skal man ikke gå denne vej.

 

 

Forside

 

Benny Steen Larsen © 2012 • Privacy Policy • Terms Of Use